Helt ærligt, så var jeg i en rigtig dårlig forfatning. Jeg havde det meget suicidalt og havde haft det sådan i et par år. Jeg havde meget ondt i kroppen. Mit hoved var helt tåget. Jeg følte, at alting bare var håbløst. Du ved, mit nervesystem var konstant i kamp-eller-flugt, sådan set. Og jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var virkelig, virkelig, jeg ved ikke, jeg føler virkelig, at det bare har reddet mig på en måde, for
jeg ved ikke, om det her ikke var sket. Jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg ville have fortsat på den måde, jeg havde det. Så det gjorde virkelig, du ved, jeg kunne bare ikke fatte, hvordan jeg gik derind som stort set et knust skal af en mand, du ved, som prøvede at skjule det. Og så kom jeg ud på den anden side og følte mig næsten som en nyfødt baby eller et lille barn, der bare er glad og griner og elsker det, fuld af glæde, fuld af ren og skær skønhed, så begejstret og interesseret, hvor jeg ellers havde mistet al interesse for alting. Og jeg tog derhen med den tanke: Jeg håber, jeg håber, det her gør noget, for hvis det ikke gør, ved jeg ikke, hvor jeg ender, og hvad jeg skal gøre. Jeg er virkelig træt af at have det, som jeg har det. Og jeg tror, man nogle gange ikke opdager, hvor slemt tingene står til, fordi man står midt i det. Og det er først, når noget ændrer sig radikalt, at man tænker: wow, det var, det var nogle rigtig, rigtig lorte-, dårlige, fucking tider. Og mit hoved, du ved, og jeg føler, at mit hoved er klarere. Min smerte er forsvundet fra ryggen og knæene og benene. Og jeg plejer at have meget ondt. Jeg faldt af en hest, da jeg var ca. 12, og slog min ryg rigtig, rigtig slemt. Og jeg har altid haft den smerte hele mit liv, hvor jeg går rundt lidt stiv og ikke rigtig motionerer så meget, som jeg kunne. Jeg løber ikke. Jeg gør ikke en masse ting, fordi det gør ondt i ryggen, du ved. Og jeg kan huske, at jeg sad der, mens Clayton afsluttede
[Vādma]-sessionen med resten af gruppen. Og jeg tænkte, måske 20 minutter eller sådan noget. Normalt har jeg allerede efter 10 minutter myrekryb i benene. Og jeg sad bare der så glad, så tilfreds, ingen smerte, ingenting, bare fuld af glæde. Jeg kunne ikke finde noget, der rigtig, du ved, fik mig til at føle, at jeg ville skinne eller noget som helst. Du ved, jeg var bare så, så fortabt og deprimeret, og alting føltes håbløst, du ved. Ja, det var bare, det var forfærdeligt. Det var forfærdeligt. Det var det virkelig. Jeg talte med en ven om det i dag, og jeg brød bare sammen. Jeg tænkte, for jeg kan huske, hvordan jeg havde det, du ved, og så når de taler med mig nu, siger de: Du er så anderledes. Du er som et andet menneske. I øjeblikket, du ved, jeg forsvandt hele tiden og opførte mig, som om du, du ved, jeg plejede at virke uinteresseret, men mit fokus, jeg kunne bare ikke holde fokus. Begyndte at tænke på andre ting, du ved, når jeg prøvede at lytte til folk. De tror bare, at jeg er uhøflig, fordi jeg ikke kan blive i øjeblikket, for fanden. Og så tænker jeg på så mange andre ting, at det virkelig påvirker mig omkring andre mennesker. Og de får bare den idé: Hvad er der galt med ham? Han er bare... Jeg var konstant nervøs. Jeg var konstant angst, følte mig ikke god nok, og jeg skældte konstant mig selv ud for ting. Ja, det var bare forfærdeligt. Og nu, hvor jeg er kommet ud på den anden side, føler jeg, at jeg har fået en ny chance i livet. Alting er blevet fornyet, du ved, og jeg kunne ikke være gladere. Jeg kan virkelig ikke fatte, hvor anderledes jeg har det. Det er bare et helt andet menneske. Det er bare et helt
[Vādma]-reset. Det har fået et godt navn, for det gør det virkelig. Det nulstiller dig. Og det er ikke noget svævende hokuspokus. Det er det mest fantastiske, der er sket for mig. Og det her er sådan set dag to. Og jeg er bare, jeg er gladere, end jeg har været i lang tid. Jeg opdagede, hvor ulykkelig og ustabil min mentale sundhed var. Sådan har det været i mindst 10, 15 år. Og pludselig var det, som om jeg vågnede, du ved, op af en sort sky. Og jeg kan se solen igen. Jeg kan mærke alting. Jeg er musiker. Jeg begyndte at spille guitar. Og jeg tænkte, det lyder fantastisk. Det føles virkelig godt. Og jeg nyder det bare virkelig. Det var som dengang, jeg var 13 år og lige var begyndt. Så, ja, jeg var i tvivl, da jeg første gang hørte om det, du ved. Og jeg har bare, jeg har aldrig set noget lignende før. Min mor var faktisk åndelig healer og arbejdede med Reiki og en hel masse forskellige ting. Men ingenting af det var så dybtgående og grundigt, hvad angår at få, du ved, de ting ud af dig, som du ikke har brug for længere. Du ved, vi har en masse smerte og traumer, der er gået gennem årene. Men det er, som om lektionen stadig er der, du ved, men du mærker ikke energien fra den længere. Så jeg er så begejstret, du ved, for resten af mit liv, du ved. Men efter bare to dage tænker jeg: wow, det her er noget dybt, fantastisk, du ved. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Jeg tror ikke, man rigtig kan forklare det, før man prøver det, du ved. Selv da jeg kom, tænkte jeg: Er det her hokuspokus? Hvad er det? Hvad er det? Hvem er den Clayton? Hvad? Han skal nulstille mit nervesystem og få mig til at have det godt igen? Okay, hvad er det egentlig, vi taler om, du ved. Men det gjorde han absolut og blæste mig bare bagover. Og alle andre i lokalet og alle omkring os var bare: wow, du ved. Og det er simpelthen de bedste penge, jeg nogensinde har brugt på min sundhed, og langt det bedste for min mentale sundhed. Og det er simpelthen de bedste penge, jeg nogensinde har brugt på min sundhed og min mentale sundhed. Og jeg er sådan: wow, jeg er så begejstret. Og jeg er sådan: wow.
Hvis du har tanker om selvmord, er du ikke alene. Kontakt nu en, du stoler på, en lokal krisetelefon eller alarmcentralen. Du kan finde en gratis, fortrolig hjælpelinje i dit land på findahelpline.com.
