»Det, der ændrede alt, var, at du blev hos mig.«

Det, der ændrede alt, var, at du blev hos mig. Så længe jeg kan huske, har jeg båret min sorg alene,
fordi menneskene omkring mig ikke vidste, hvordan de skulle holde det rum sammen med mig. At have nogen, der simpelthen forblev til stede
uden at forsøge at ændre eller fikse det, jeg følte, var noget, jeg aldrig
havde oplevet før. For første gang, så længe jeg kan huske, følte jeg mig
rigtig tryg i en mands arme. Jeg tror,
det er derfor, det føltes så betydningsfuldt. Den
følelse af tryghed gjorde det muligt for mig at give slip på
følelser, som jeg havde båret på i meget
lang tid. For første gang føler jeg ikke,
at jeg prøver at tænke mig igennem
min healing. Det føles, som om min krop
endelig er begyndt at vise vejen. Når jeg tænker over din feedback, kan jeg også
se det mønster, du talte om. Jeg har
brugt så meget af mit liv på at tro, at jeg skal gøre alt rigtigt,
og på at frygte at fejle. Selv i det øjeblik fandt jeg
mig selv i at bedømme, om jeg gjorde det
"rigtigt", i stedet for blot at lade min
krop føre an. Jeg begynder at indse,
at healing for mig måske handler mindre om
at anstrenge mig hårdere og mere om at lære at
overgive mig, stole på og give slip på kontrollen. Når jeg ser tilbage nu, er jeg faktisk taknemmelig for,
at du intuitivt vidste, at du ikke skulle tage mig dybere. Jeg tror ikke, at mit nervesystem
var klar. Det føles, som om jeg slap præcis det, jeg kunne, i det
øjeblik, og måske er det derfor, at en del af mig, da
frygten var drevet over, ville tilbage. Ikke fordi det
var let, men fordi jeg vidste, at der var
mere dér, når tiden var inde.